HO CHI MINH
Vel ankommet til den sydlige del af Vietnam, Ho Chi Minh, er vi ved at komme os over jetlag. Her 2 dage efter ankomsten kommer der stadig kriser i løbet af dagen, hvor vi er ved at falde i søvn hvor vi står og går. Til gengæld er vi lysvågne, når natten starter.
Så er der tid til bloggen og lidt lektier som især Camille og Selma synes er ret spændende – gu’ ved hvor længe det varer.
EN BLANDET LANDHANDEL
Indtrykkene fra de første dage er mange og meget blandende. At gå i gaderne her i Saigon – som Ho Chi Minh jo hedder fra gamle dage, og hvilket stadig bruges om byen – er en oplevelse helt for sig. Aldrig har jeg oplevet noget lignende.
Her er slum, grimt, travlt, roligt pænt, metropolisk (næsten), beskidt, rent, grønt, ”smogget”, gråt, farverigt, faldefærdigt og moderne – alt sammen i en stor pærevælling.
Det er svært samlet at sætte ord på, andet end at det er helt særlig oplevelse, som absolut sætter sig på nethinden og som både imponerer og fascinerer.
TRAFIKKEN
Vi har travet gaderne tynde og kørt i taxa for ingen penge, når både store og små ben blev for trætte. De første 3 nætter har vi boet midt i centrum i District 1. Meget centralt og i gå afstand til det meste.
Fortovene er det dog så som så med, da de ofte skal deles med af byens 4 mio. scootere, hvis der er for meget kø på kørebanerene. I det hele taget er trafikken et kapitel for sig. Det er DYBT fascinerende og imponerende at opleve, hvordan byens scootere blander sig med biler, cykler, fodgængere og busser. Det er vanvittigt og meget overvældende til at starte med og grænseoverskridende bare at træde ud mellem det hele og gå.
Eneste regel er, at man for guds skyld skal blive ved med at gå og ikke stoppe op. Trafikanterne tilpasser sig hinanden i en vanvittig imponerende mosaik af højresving, modkørende, fodgængere, dytten og båtten.
Ingen hidser sig op eller råber af hinanden. De (formoder jeg) uskrevne regler får trafikken til at glide og endnu har vi ikke set en eneste ulykke af nogen art.
VALUTA
Pengene er et andet kapitel for sig. Jeg roder stadig rundt i beløbene, og føler mig som Yvonne og ”noget med millioner”. Pt er jeg eneste med bæltetaske og derfor “hende med kontanterne”, hvilket vi kan diskutere det praktiske i.
Fx er jeg ikke helt sikker på, om jeg i dag betalte 3 eller 30 kr. for en vandmelon og en ananas. Fik vist givet en forkert seddel, men til gengæld fik damen nok en god dag. Valutaen hedder Dong og 1 mio. af dem svarer til 300 kr.
Til gengæld skal man gøre sig de hæderligste anstrengelser for at bruge en hel million, da alt er utrolig billigt. Et smut på cafe (flot ord for sted med børnemøbler i plastik hvor Rassers ben er under maksimalt pres) med drikkevarer til alle er svær at presse op over 25 kr. og et lækkert måltid mad inkl. drikkevarer får vi for 120-150 kr. for os alle 5. Og så mangler der absolut ikke noget.
SPROGET
Camille har kastet sig ud i nogle små høflighedsgloser på vietnamesisk, og spørger ellers gerne, når hun får chanchen i øvrigt: “Excuse me, do you speak english?” – det gør de meget sjældent, og heldigvis har vi fået vietnamesiske simkort i mobilerne, så vi har mobildata. Hurra for google translate. Som i dag måtte i brug, da jeg fik et glas mælk efter at have bestilt en kop the, og en servietholder da vi bad om regningen. Det morer vi os pænt meget over.
Senere vender jeg tilbage med en beretning fra et besøg hos ”The Lunch Lady”, som er endt med at blive Saigons Celebrity street kitchen efter hun var i Anthony Bourdain’s show – No Reservations. Som I kan se har det være overskyet de første dage. Det har været skønt for her er meget varmt. Men fra i morgen af står den vist på 35 grader og sol. Der rejser vi i øvrigt på “juleferie” på et hotel i udkanten af byen, hvor den står på sol og badning et par dage inden turen går videre sydpå mod Can Tho og Mekong.
Take care!
Skriv et svar